William - trang.

Jeg mærker det. Den natlige rus, der løber igennem mine årer, uroen i min kærlighedsforladte skal. De dirrende, frosne hænder, der ikke virker til at kunne finde ro overhovedet, om jeg så var bundet fast. Mit hjerte, bankende hårdere, mere rastløs, som var det ved at knække ud af brystet på mig. Jeg kan mærke det overtage mig. Benene spjætter. Tankerne pletter. Jeg må komme væk.
Det stiger mig til hovedet, og det dunker i min hjerne, som er i fuldt tryk. Jeg brænder sammen, mit tankespind blæses væk. Jeg er overladt i min krop alene. De dyriske lyster kommer frem i mig. Instinkterne, som var jeg i krise.
Hud under mine hænder. Jeg mangler det mere end ilt, mere end jeg kræver noget andet. Hud under fingrene… Neglene op af en ryg, bidemærkerne på halsen. At mærke kontakten med et andet menneske, af kød og blod, forenet på en seng, med en ting til fælles i tankerne. Mærke den overfladiske kærlighed mod min krop, mærke hvordan hjernen langsomt bliver mere og mere desperat, mere uklar og kroppen mere sensitiv.
Jeg er alene i et koldt, mørkt rum, med minder malet op og ned af væggene. Minder om blod, opkast og selvforagt. Sammenkrøbet med benene under mig, knugende til dynen, som var det en form for redning. Kærlighed. Jeg kræver det, jeg begærer det, og min krop ømmer af psykisk smerte. Men elsk mig ikke. Jeg lyver, jeg snyder, jeg lader som om, jeg udnytter, jeg underholder, jeg holder inde. Jeg er ikke en rar person, har aldrig været og vil aldrig blive. Du kan ikke ændre mig, du kan ikke redde mig. Jeg er ikke din, og vil aldrig blive det… Men lad mig røre dig, begær mig og lad mig udnytte dig.
Men jeg er alene. Ikke engang min skygge er ved min side, mørket har overtaget magten. Trangen overvælder mig, og jeg kan ikke rumme det længere. Lysterne blusser op, begæret overvinder. Afhængigheden af en krop mod min hud. Jeg må finde en ende på det…
Jeg folder mig ud på ryggen, og sengen under mig responderer med et knirk, på trods af min lette vægt. Mine fingre, iskolde og rystende af trang, finder ned over min udhulede mave. Jeg lader mine håndflade glide ned over min t-shirt, til jeg kommer til hofterne. Jeg kan mærke knoglerne stikke ud, smiler selvtilfredst, velvidende om at jeg har gjort det godt i dag, da jeg føler mig fuldstændig tom i min mave. Jeg lader pegefingeren cirkulere om knoglen, og en kildende sensation udvikler sig under huden. Den nedklippede negl finder ned i huden, og på trods af længden, mærker jeg en varm væske pible ud under fingeren. Smerten der burde have været der er der ikke, en sygelig trang til mere erstatter det. På et splitsekund hiver jeg skarpheden over kødet, mærker huden splitte sig og skrabe op under neglen. Varmen, friktionen, og dråber, der langsomt blomstrer frem, som knopper på et træ om foråret. Hvordan det indvendige pludselig kribler ned at min overflade, lettelsen af det interne der kæmper for komme ud, endelig fri af dette bur. Jeg smiler tilfredst. Bare det at blodet føles så godt, hvordan vil det så ikke være når…
Jeg lader hænderne glide over væsken, tænker over hvordan det vil lave et spor af rødt henover min brændende hud. Kilder kanten af mine boksershorts' elastik, fører fingrene hen over mine lår, før de omsider lander på midten af min underdel. Allerede nu kan jeg mærke det, friktionen der sker under stoffet. Bestemt fører jeg dem ned over mine lår, og intensiteten stiger gradvist i min hjerne. Til gengæld kan jeg mærke på det hele, at der nok ikke er så meget blod pumpende rundt i hovedet som normalt. Håndfladen rammer, og jeg ånder ud. Hjertet banker, pulsen er oppe. Min krop sensitiveres da jeg hurtigere og hurtigere bevæger hånden op og ned, bliver mere og mere desperat efter det endelige mål, jeg har ventet på. Og der er ikke langt endnu, kan jeg gradvist mærke.
Og så kommer det, det jeg har ventet på. Jeg kollapser totalt, min hjerne lukker ned, og alt bliver sort. En overvældende kilden løber igennem mine årer, musklerne kramper sammen, og mit baghoved presses mod sengen i kraft. Det bruser igennem mig, euforien er overvældende, og jeg snapper efter luft. Jeg rider rusen ud som tankerne sløres.
Langsomt svinder det ud, og jeg ligger tilbage. Den alt for velkendte, lunkne væske flyder over min hånd, og jeg kan mærke det siver ind i min trøje. Det er overstået, angsten tværes ud, og jeg er tilbage i nuet igen. Kigger ned, og ser det hvidgennemsigte blandet op i rødt. Mine to eneste svagheder blandet sammen i en kombination af selvhad og narcissisme. Du må ikke elske mig, jeg er kun en rodet eksistens..

Efterlad mig her.

Et blændende lys skærer igennem mit sind, som en slagters kniv, der hurtigt og kontant hakker et stykke kød over i to. Det første billede i mit hoved er det, som jeg langsomt begynder at få min svindende bevidsthed igen. Lyden af metallet der ridser mod træbrættet under kødet skriger i mine ører. Disse drømme, kød og blod, om ægte, levendes eksistenser. Metaforen for det groteske, det forbandede og ødelagte liv. Hvordan der på ingen måde er forskel på dette stykke døde, forrådnende legeme, og de levendes kroppe. For i bund og grund er vi alle sammen ens, vi er blot programmeret til at tænke, dufte, og føle… Alle sammen på præcis samme måde.

Jeg åbner langsomt øjnene. Lyset er stadig blændende, og det er umuligt for mig at se. Jeg mærker græsset under min forfaldne krop. Blodet, der siver ned fra mit øjenbryn, som en lille bæk, der risler igennem en skov. Jeg mærker hvordan smerten pulserer i min krop, og hvordan musklerne trækker sig sammen i ren udmattelse, fra gårsdagens hændelser. Jeg vil bare gerne blive liggende her lidt endnu, bare for et kort sekund…

Minderne kommer tilbage til mig som stød igennem min hjerne. Jeg ser ham, min far, med de blodige næver, og et sammenfoldet ansigt. Rummet der emmede af ødelæggelse og destruktion, og de røde gardiner der hang stille, drillende, som om de bebrejdede mig. Jeg forstår godt hvis de gjorde. Jeg ser min mors blødende ansigt… det smukke, skrøbelige ansigt, smurt ind i det som betegner os som ”levende”. Jeg husker hendes gråd, da hans hænder tog fat om hende, og kastede hende op mod de krakelerende vægge. Hulkene, som var den eneste lyd der var til at høre, som var det i slowmotion. Hans spark, bidemærker og blodige knoer.

Jeg ligger stille. Tanken om hvordan jeg efterlod hende, da jeg løb panikkende ud af døren. Jeg vil efterlades her, det er alt jeg har fortjent. Indsmurt i blod, mærker jeg de åbne sår, han har forvoldt. Den eneste jeg nogensinde har holdt af, efterlod jeg, uden at vide hvordan hun endte op. Mere gennemtævet, måske? Forhåbentlig mere i live, end det tragiske liv vi begge lever med... Det kan ikke kaldes liv, jo.

Jeg efterlod hende. Jeg fucking efterlod hende. For at redde mig selv. Og for hvad gjorde det nytte? Nu er jeg uden mor, men tvunget tilbage til et hus af ødelæggelse, da jeg ikke har andre steder at gå hen. Jeg har skammen, jeg har skylden.

Efterlad mig her, gennemtævet og nøgen, det er min egen skyld. Jeg fortjener ikke andet.

grænsen mellem liv og død.

Det lysebrune hår

Båret af vinden

Som havets bølger

Flyder ud

I den hvide intethed

Omklamrer

Hendes sprukne sind

Kun et spor

Af puritet efterladt

Hun synger

En sang uden ord

Ekkoet fra pianoet

Bærer hende

Som fjer fra en due

Elegant i vinden

De nøgne fødder

Reduceret til

Intet andet end

En simpel skygge

Klaveret lyder fjernt

Hun danser

På livets tangenter

Skizofreni. (KLADDE)

rør mig ikke
den fragile overflade
vil måske gå itu
mit sind spaltet
i to parter
som et spejl
faldet til jorden
splintret til atomer
stemmerne der
hvisker mig i øret
tordner igennem
min sjæl så såret
som min silhouet

hvordan skal jeg
finde hjælp
når jeg står alene?
i min verden
som ingen ser

svaret på kærlighed.

verdenen har altid skræmt mig
jeg kunne jo ramme solen
hvis vingerne bar mig for højt
blive opslugt af mørket
hvis ikke jeg kunne flyve alligevel
en sølle, lille fugl
der dårligt nok havde vinger
der så verdenen udenfor passere
fra en rede bygget op
på bund af ensomhed og angst
mistroisk overfor hele verdenen
men så kom den dag
hvor alting blev vendt på vrangen
det var dig
hurtigt blev du vinden under mine vinger
du var selv en skadet fugl
og der er dage du ikke selv kan flyve
normalt tror jeg ikke på engle
men jeg på dig
jeg har tit tænkt over
hvad kærlighed egentlig er
men
det kan jeg ikke svare på
hvis jeg ikke må svare "dig"

den artificielle.

rent fysisk er jeg månen
men mentalt er jeg solen
men alt jeg kan blive
er en håndlavet orbit
cirkulerende om de andre sole
og om planeternes måner
uden at blive navngivet i solsystemet
for jeg er artificiel
men når jeg ikke kan være solen
og ikke vil være månen
vil jeg hellere være sputnik
selvom jeg er lavet af andre
så kan jeg i det mindste
ligne en sol på afstand
når jeg brænder op i atmosfæren