Efterlad mig her.

Et blændende lys skærer igennem mit sind, som en slagters kniv, der hurtigt og kontant hakker et stykke kød over i to. Det første billede i mit hoved er det, som jeg langsomt begynder at få min svindende bevidsthed igen. Lyden af metallet der ridser mod træbrættet under kødet skriger i mine ører. Disse drømme, kød og blod, om ægte, levendes eksistenser. Metaforen for det groteske, det forbandede og ødelagte liv. Hvordan der på ingen måde er forskel på dette stykke døde, forrådnende legeme, og de levendes kroppe. For i bund og grund er vi alle sammen ens, vi er blot programmeret til at tænke, dufte, og føle… Alle sammen på præcis samme måde.

Jeg åbner langsomt øjnene. Lyset er stadig blændende, og det er umuligt for mig at se. Jeg mærker græsset under min forfaldne krop. Blodet, der siver ned fra mit øjenbryn, som en lille bæk, der risler igennem en skov. Jeg mærker hvordan smerten pulserer i min krop, og hvordan musklerne trækker sig sammen i ren udmattelse, fra gårsdagens hændelser. Jeg vil bare gerne blive liggende her lidt endnu, bare for et kort sekund…

Minderne kommer tilbage til mig som stød igennem min hjerne. Jeg ser ham, min far, med de blodige næver, og et sammenfoldet ansigt. Rummet der emmede af ødelæggelse og destruktion, og de røde gardiner der hang stille, drillende, som om de bebrejdede mig. Jeg forstår godt hvis de gjorde. Jeg ser min mors blødende ansigt… det smukke, skrøbelige ansigt, smurt ind i det som betegner os som ”levende”. Jeg husker hendes gråd, da hans hænder tog fat om hende, og kastede hende op mod de krakelerende vægge. Hulkene, som var den eneste lyd der var til at høre, som var det i slowmotion. Hans spark, bidemærker og blodige knoer.

Jeg ligger stille. Tanken om hvordan jeg efterlod hende, da jeg løb panikkende ud af døren. Jeg vil efterlades her, det er alt jeg har fortjent. Indsmurt i blod, mærker jeg de åbne sår, han har forvoldt. Den eneste jeg nogensinde har holdt af, efterlod jeg, uden at vide hvordan hun endte op. Mere gennemtævet, måske? Forhåbentlig mere i live, end det tragiske liv vi begge lever med... Det kan ikke kaldes liv, jo.

Jeg efterlod hende. Jeg fucking efterlod hende. For at redde mig selv. Og for hvad gjorde det nytte? Nu er jeg uden mor, men tvunget tilbage til et hus af ødelæggelse, da jeg ikke har andre steder at gå hen. Jeg har skammen, jeg har skylden.

Efterlad mig her, gennemtævet og nøgen, det er min egen skyld. Jeg fortjener ikke andet.